2012 - Den gyldne Pil i Randers


Lørdag den 22. sept. blev den årligt tilbagevendende begivenhed "Den gyldne Pil" afholdt i Randers.
Invitationen til arrangementet kan læses her: invitation til den gyldne pil

Jævnfør vandretrofæet så havde vi i år 10 års jubilæum. Første gang denne venskabskamp blev afholdt mellem Nordjyske Buejægere og Randers Buejægere var tilbage i 2002, det skal dog her siges, at der var en pause i venskabskampene i 2004 og 2005.

Trofæet Den gyldne Pil er igennem de 10 år blevet vundet 5 gange af Nordjyske Buejægere og 4 gange af Randers Buejægere og i år blev den vundet af Randers Buejægere for 3. år i træk.

For de uindviede så er Den gyldne Pil en venskabskamp mellem de 2 klubber, hvor man skyder efter 20-30 3D mål, og der gives 5 point for skud i hjerteregion, 3 point for skud til lungeregion og -1 point til resten af kroppen, skyder man forbi så er det 0 point. Vandretrofæet går til den klub, der har skudt det højeste gennemsnit og derudover bliver de 3 bedste skytter kåret inden for compound og recurve/langbue klasserne.

Arrangementet startede kl 0800 hvor de 2 klubber spiste morgenmad sammen, mens formand for Randers Buejægere, Søren, gennemgik reglerne for den kommende skydning.

Dette års skydning bestod af 22 3D mål fordelt over 16 poster, der måtte ikke bruges afstandsmåler, men man måtte godt bruge kikkert. De 27 skytter, 14 fra Randers og 13 fra Nordjylland, blev fordelt over 6 patruljer igennem lodtrækning. Hver patrulje skulle indeholde 50% fra hver klub. Selve 3D skydningen blev afholdt på Poul, Søren og Jespers jagt og vi kørte i samlet flok til skydningen i så få biler som muligt. 3D skydningen blev afviklet fra 10-13.

De 16 poster var fordelt over skydestiger, skydetårne, stående og siddende skydestillinger samt fra båd mod land.

 

 

Efter 3D skydningen var afviklet blev der kørt i samlet flok tilbage til klubhuset, hvor Pandekagehuset serverede pandekager med kødfyld, salsa og salat. Det var en kæmpe succes så flere af folkene var ude og hente flere gange, til sidst blev der serveret pandekager med is, Nutella, banan og andet godt.

Efter middagsmad og dessert blev der uddelt præmier og i år gik Den gyldne Pil til Randers med et gennemsnit på 77, mens Nordjyske Buejægere havde et gennemsnit på 66.

I compound klassen gik første pladsen til Rasmus Larsen (Randers - øverst midt i billedet) , anden pladsen gik til Martin (Nordjyske Buejægere - øverst til højre i billedet) og tredje pladsen gik til Thomas Østergaard (Randers - øverst til venstre i billedet).

 

 

I recurve/langbue klasserne gik første pladsen til Asger (Randers - øverst midt i billedet), anden pladsen til Michael Larsen (Randers - øverst til højre i billedet) og tredje pladsen til Jesper Bentsen (Randers - øverst til venstre i billedet). 

Efter middagsmaden og præmie delen var overstået, blevet der lavet en sidste skydning, hvor der blevet trukket 5 skytter ud fra hver klub. Disse skytter fik herefter opgaven at skyde efter lerduer sat op på skydeskiver fra 30m. Hver skytte måtte kun skyde en pil hvorefter der skulle trækkes. Det hold der først fik skudt alle 5 lerduer havde vundet. Det blev Randers, der vandt denne sidste konkurrence.

 

Som sædvanlig var det rigtigt hyggeligt at dyste med vores venskabsklub, lune nordjyder der godt ved hvilken ende af pilen, der er den farlige. Næste år bliver det i Nordjylland vi skal dyste og så må vi se om det lykkes Randers at løbe med den gyldne pil for 4. år i træk. Træk og slip til jer alle.

Joomla templates by a4joomla